PISA-krise?

Vores børns læsekompetencer er dalende, men hvad kan du som forælder gøre? Få børnebibliotekarens råd her.

Af Tanja

Barn der læser

Læsekompetencer i frit fald

Det er formentlig de færreste forældre, som er gået glip af resultaterne af den seneste PISA-undersøgelse. Især læsningen oplever en stor tilbagegang, og både elever med faglige udfordringer og fagligt stærke elever, læser dårligere end nogensinde før.

Hvad kan du gøre?

Det er aldrig for sent at dyrke læsningen – uanset hvilken alder barnet har. Start med at gå forrest og læs selv. Udvis begejstring for læsningen, og gør det til noget, I gør sammen.

Hvis dit barn er yngre end skolealderen, er det godt at læse højt af både højtlæsningsbøger, billedbøger, findebøger samt rim og remser. 

Er dit barn i indskolingen og stadig ved at lære at læse, er det en rigtig god idé at kombinere letlæsningsbøger med højtlæsningsbøger. På den måde får barnet øvet sig, mens begejstringen for litteraturen og den gode fortælling bibeholdes. 

De større børn, som kan læse selv, har stadig brug for rammer om læsningen og hjælp til at finde den rigtige bog. Det bliver lettere at slippe tøjlerne, når barnet selv kan læse, men også sværere for barnet at fastholde motivationen og læseglæden

Det, der er vigtigt på alle læseniveauer, er at have faste rammer for, hvornår, hvor meget og hvordan der læses i lige netop jeres familie. Det må gerne føles som en pligt at læse, men det kan sagtens gøres hyggeligt alligevel: læs i sengen om aftenen, eller i sofaen med stearinlys og snacks, måske over morgenmaden mens I fortsat har nattøj på. 

Der er ikke mange timer i døgnet for en travl børnefamilie, så sæt et mål, der er realistisk. Hvis det betyder, at I læser én gang om ugen, så gør det til noget helt særligt og hyggeligt, noget man kan se frem til og glædes over.

Vil du vide mere?

På børnebiblioteket kan du altid få vejledning til læsning og gode bøger. Husk at der findes en bog for enhver smag – nogle gange tager det bare lidt tid at finde den helt rigtige. 

Og hvis du gerne vil vide endnu mere, kan du også komme til et af vores oplæg om begynderlæsning og læseglæde. Her vil børnebibliotekar og skolelærer Tanja komme med gode råd til, hvordan I kommer i gang med læsningen. Der vil være fokus på: 

  • at skabe gode rutiner
  • forskellige måder at motivere
  • en snak om de '20 minutter om dagen'
  • hvilken rolle forældre spiller for børns læsning
  • hvordan man finder 'den gode bog', og hvad det egentlig betyder
  • forskellige måder at læse
  • pligtlæsning eller lystlæsning - eller en mellemting?

Tilmelding på et af nedenstående links:

Inspiration til gode bøger

Lige her kan de finde en masse inspiration til læsningen. Der er noget til forskellige aldre og noget for enhver smag.